Den foreløpig siste bjørnejakta

I år er det 130 år siden den siste bjørnen ble skutt i Nordmarka. I hvert fall den foreløpig siste…

Den foreløpig siste… Foto: Marianne Reusch

Begivenheten gikk ikke upåaktet hen i Kristiania. Ukemagasinet Norsk Idrætsblad publiserte en detaljert beretning fra jakten. Bjørneskrotten ble stilt opp på låvebroen på Kjelsås gård, og idrettsbladet kunne melde at: ”I dag har den været beseet af de fleste af bygdens folk”. Men forestillingen varte ikke lenge: ”da vejret er så mildt, vil den blive flået imorgen.”

Denne bjørnejakten har også vært tema for en tidligere kjentmannspost.
Jegeren var den 36 år gamle skogvokteren Peder Kjelsås, oppsitter på Kjelsås gård i Sørkedalen.  Han gikk på ski, vurderte å stikke skistaven inn i hiet, men løste det til slutt på en annen måte.
Kåre Haug har skaffet til veie kopi av den opprinnelige beretningen. Paul Kjelsaas på Kjelsås gård lot meg få komme og ta bilder av bjørneskallen.

Nedenfor kan man lese den fulle og usensurerte beretningen fra Norsk Idrætsblads utgave fredag den 17 februar 1882 (side 50-51). Artikkelforfatteren er Christian Aubert, som var forvalter av Sørkedalsskogene på den tiden.

 

 Bjørnejagt i Kristiania omegn.

I baron Wedels skove nordenfor Sørkedalen, nær vandet Svarten, blev onsdag den 8 februar skudt en bjørn af skovvokter Peder Iversen Kjelsås.
Bjørnen blev fældet kun ca. 2 mil fra hovedstaden og under så extraordinære forholde, at jeg antager Idrætsbladets læsere vil have interesse af at erfare de nærmere omstendigheder.  (på turistkartet over Nordmarken vil man med lethed finde de fleste nedenfor nævnte stedsnavne).

Der har oftere verseret rygter om, at bjørn har været opskræmt på vintertiden i trakterne nordenfor Sørkedalen, navnlig på den omfangsrige åsryg mellem Heggelivandene, Flåtevandene og Svarten, den såkaldte Opkuven eller i daglig tale Kuven, Nordmarkens højeste punkt. Sådanne rygter har undertiden medført sandhed, men for det meste har de været ugrundede. Skovvogter Peder Kjelsås har ved de fleste sådanne lejlighedet enten fået for sen underretning, så sporene har været tilsneede, eller er bleven skuffet, idet gamle gaupespor er bleven tagne for bjørnespor.

I den første uge af februar blev det ham fortalt, at en bjørn var gået over myrene ved Butleren, et lidet vand nordenfor og sammenhængende med Svarten; den skulde være bleven skræmt af nogle tømmerkjørere og have forladt sit hi i Svartåsen. Der havde været tøvejr i mellemtiden, og han havde ej rigtig tro på hele affæren.

Imidlertid gikk han afsted mandag i den påfølgende uge for at undersøge sammenhængen. Han traf da 2 unggutter, som havde fu det spor og gav sig i lag med disse for at bese dem; det viste sig at være gamle gaupespor, og han opgav det hele for at skjøtte sine gjøremål som skovvogter.

På denne vandring træffer han ganske uventet på virkelige bjørnespor, som imidlertid var overmåde vanskelige at greje, da sneen var hård og åserne i højderne til dels snebare. Efter nogen søgen hid og did fik han greit spor på vestsiden af Butleren over Haukåsen, men tabte dem atter ved Haukeløken. Der ligger en højde i nærheden kaldet Tupperud, hvor bjørnen gjerne holder til, og han nærede det bedste håb om at finde sporene igjen, men trods al søgen var og blev de borte; der er for tiden en del glatkjørte tømmerveje, som bjørnen kan have fulgt. At opgive det hele var hårdt, da allerede tirsdagen næsten var til ende. Peder gikk imidlertid hjem og grublede på, hvordan han nu bedst skulde gribe sagen an. Næste morgen, altså onsdag, drog han atter afsted til Haukeløken og tænkte at gå over Opkuven mod Heggelivandene. Han fandt ingen spor over hele den nordlige del af Kuven og begyndte at tabe modet. Ved middagstider fik han i hældningen af åsen mod Svarten se en lidt frisk udkastet jord ved en barseng, som var bleven benyttet af en bjørn for flere år siden, og som han kjendte til. Ved forsigtig undersøgelse viste det sig, at bamsen hadde ligget der en stund, men var gået videre.

Nu forstod Peder, at der blev alvor i legen; thi han vidste om et gammelt hi ganske nærved, og tog kursen did parat for alle tilfælde. Ganske rigtig, under en større gran finder han det gamle hi, og bamsens pels stikker ham i øjnene. Han befandt sig nu lige ind på livet af den. Bjørnen hørte ham muligvis, da det knagede i skoven for hvert skridt, men den tog det tilsynelatende rolig. Peder gikk nu rundt træet et par gange uden at kunne greje, hvor bjørnen havde hovedet. Gode råd var her dyre, men hans fremgangsmåde viste sig ialfald at være vel betænkt. Der var en hovedåbning, ad hvilken den var gået ind og 2 mindre åbninger på et kvarters diameter. Den ene mindre var kun et lidet stykke fra den store, den andre var på bagsiden af hiet. Et øjeblik tænkte han at støde skistaven mod bjørnen, men han var bange for at den da skulde komme så raskt du, at han kunde skyte mindre sikkert. Han antog, at den havde vendt sig med solen i hiet, og at den havde hovedet mod indgangen, hvorfor han gjennem den nærmeste lille åbning (mot syd) vilde kunne give den skuddet i ryggen eller nakken, så at kuglen vilde tage retning fremover mot hovedet. Forsynet med et af Larsens dobbeltløb, Büchsflinte, centralild, havde han en expreskugle i det ene løb og en rundkugle i glatløbet. Han lægger til kinden på 3 alens afstand  og trykker af begge løb strax efter hinanden. Det forblev stille, hvorfor han efter et par minutters forløb ruskede i pelsen med hånden; det råmede i bjørnen, formodentlig kun af den iværende luft. Da Peder ej formåede at hale den ud, turde han ej ret lade den alene, før han havde givet den et skud til fra modsat side. Da der fantes tømmerkjørere i nærheden, fik han strax hjælp til at trække den frem; det viste sig da at være en hunbjørn. Heldigvis var der ej langt til vej; bjørnen blev væltet nedover åsen nogle hundre alen til en myr, hvorfra den blev kjørt til gården Kjelsås i Sørkedalen, hvor den ankom betids samme aften. Jeg fik først høre den hele historie dagen efter og beså om eftermiddagen bjørnen. Det plejer altid i jagtberetninger at være så gjævt at gjøre det fældte vildt så ualmindeligt stort, hvorfor jeg ej vil benytte mig af dette udtryk, der ofte blir brugt, selv om den mindste myg af en hare. Hunbjørnen var velvoxen og vistnok gammel; den havde temmelig slidte fortænder og en afbrudt hjørnetand; den måler 3 alen fra snude til hale, som den in natura er opstildet på låvebroen. Pelsen er særdeles hårrig og smuk. Der har manglet stor nok vegt til at få vide, hva den vejer. I dag har den været beseet af de fleste af bygdens folk, men da vejret er så mildt, vil den blive flået imorgen. Peder Kjelsås, der er ca. 36 år gammel og nu opsidder på gården Kjelsås, tager sig vel frem i skoven sommer og vinter og er navnlig overordentlig udholdende. Han har tidligere været med at give en mindre bjørn nådeskuddet, nemlig i 1867 sammen med Andreas Åmodt, smed ved Lysedammene. Han har taget 2 gauper på selvskud og skudt en ned fra en furu, hvori den var gået op for hund; han har ligeledes skudt nogle elgoxer de senereår. Disse ting var jo lidet at tale om, når man ej ser hen til, at jagtterrænet kun er 1 a 2 mil fra hovedstaden.

0o0o0

Før i tiden var der i Nordmarken og på Krogskoven ganske godt om bjørn, og at det ej er så ret længe siden, derom vidner mange åtselpladse, hvor man den dag idag kan se hesteben og hove samt dele af skeletter efter åte. Nu går der heller intet år uden at man træffer til at få se bjørnen i sommerens løb i de Wedelske skove. Sidste høst såes bjørn i nærheden af Hakloen, hvorom der i hovedstaden gikk mange rygter; mellom gården Kjelsås og Langlivandet blev den seet i august eller september af en mand fra Åmodt; for 2 år siden blev den seeet ¼ mils vej ovenfor og vest for Lyse af Peder Kjelsås, der var 6 a 8 alen fra den, men uden skydevåben; da han fik hentet sit gevær og hund, turde denne ej gå på den. Der sees jevnt spor efter den i de ulændte trakter, hyppigere eller sjeldnere; men faktum er, at den altså må siges at være stamgjæst der om sommeren. Af større interesse er det dog at vide, hvorvidt den om vinteren ligger i hi i disse trakter. De mange gamle hi, som man er vidende om, vidner om, at bjørnen tidligere, dog ingenlunde i nogen fjern fortid, antagelig for et snes år siden, har havt stadig vinterkvarter der. Nu da dens forekomst om sommeren er så langt sjeldnere enn før, og man ved, at den strejfer vidt omkring i Nordmarken, kan man ej vente, at der hver vinter skal findes bjørn i hi. Det antages i almindelighed, at den fortrækker til nordligere trakter for at overvintre. Noget bevis herfor findes ej, og jeg skulde tvertimod antage, at de fleste eller endog alle de bjørne, der i det hele forekommer, også lægger sig ind et eller andetsteds i disse store skovstrækninger. Som støttepunkt for denne antagelse vil jeg nævne, at der sjelden gjøres energiske forsøg af kyndige folk på at finde bjørnespor på den tid, den lægger sig ind, og at sådanne bestræbelser særdeles ofte forpurres enten ved barfrost eller ved hyppige snefald i den forholdsvis korte, beleilige tid. Der er i de senere år om våren fundet nys forladte hi og i et tilfælde også et beboet på senhøsten. I fjor vinter havde en bjørn ligget nordenfor ”Kustenen” ved Heggelivandet, året forud en på Storflåteflagene og for 3 år siden fandt Peder Kjelsås nordenfor Butleren et nyt hi om høsten, og så bjørnen, som imidlertid senere blev skræmt bort af tømmerkjørere; flere sådanne tilfælde kunde nævnes.

Når hertil kommer, at der på bestemte steder i de midtre trakter hver vår viser sig bjørnespor, der er temmelig lokale, hvoraf man med vished kan slutte, at den har ligget i hi nogenlunde i nærheden, så taler al sandsynlighed for, at bjørnen er stationær. Om sommeren findes bjørnen meget nærmere end på de ovennævnte steder, der går nemlig neppe noget år uden at man ser spilding efter den mellem Åmodt og Kjelsås, i kun 5/4 mils afstand fra Kristiania. For jægere i almindelighed har alt, hva der angår bjørnen, noget vist tiltrækkende ved sig, formentlig væsentlig af samme grund, som den bekjendte historie med reven og rognebærene ved at fortelle om. For hovedstadens mange jægere kunde det være kjærkomment at erfare, at bamsen ej er længre borte, end at den i denne abnorme vinter kunde titte nedover til byen. Den store skare af turister, der hvert år besøger Nordmarken, synes også at have interesse for bjørnen og har til dels utrolige forestillinger om dens forekomst og vaner sammesteds, hvorfor jeg har troet, at det ved denne lejlighed vilde interessere disse at få denne sag lidt nærmere belyst.

Vestre Aker 14 Febr 1882 C.A.